Sosialpsykologisk avis

Nr.4 - 10. mars 1998 - 63.årgang

Inflasjon eller deflasjon - Overoppheting


leder ved Anders Ryste

Sjefen for Norges Bank har halde sin årlege tale om økonomien i landet. Han åtvarar så sterkt han kan mot noko han kallar overoppheting. Han meiner at det er fåre for inflasjon. (Ordet inflasjon tyder vindoppblåsing. Ei ku t.d. som vantar god føde, kan blåse opp av vind, og vind gir inga føde.) Men attende til finansøkonomien og pengestellet. Finansøkonomien og pengestellet ser banksjefen som det avgjerande.

Men det som vi ikkje høyrer ein knyst om, er den tredje og verkelege forma for økonomi, realøkonomien, – den vi lever av. Eit gammalt ordtak seier:Ingen kan ete seg meir enn mett. Det er sant at den aksellererande tekniske utviklinga fyller alle lager og alle hyller med stødt varierande vareslag og på kortare og kortare tid. Veksande arbeidsløyse i så mange land skuldast overfylte marknader. Varene finn ikkje lenger nok kjøparar. Ordet inflasjon kan heller bytast ut med ordet deflasjon. (Ordet deflasjon tyder vindutblåsing).

Vel vil auking av budsjetta og auking av den fiktive renta straks påverke lønnskrava utover i samfunnet, men så lenge ein ikkje har lært å sjå dette i samanheng med realøkonomien, korleis stoda er på marknadene, så kan ein heller ikkje vurdere rett. "Vi må eksportere eller døy", sa den gale Hitler i 1939. I 1940 kom våpenkrigen som ei følgje av handelskrigen mellom landa. Salet av varer og utvekslinga av varer stoppa opp. Lagera var blitt overfylte.

Ein "vakker" dag er der også i dag nok av bilar, nok av skip og båtar, nok av fly, nok av fødemidlar, ja også nok av gass og olje. Dette er den reelle fåren for verdsøkonomien. Overfloda var meint å bli til velsigning for alle, men ei falsk økonomivurdering gjer den om til ei forbanning. Sa banksjefen noko om dette?Nei, ingenting.

Banksjefen, som våre andre forståsegpåarar i det lærde sjikt, er blind for samanhengen og også skilnaden på fiktivøkonomi og realøkonomi, difor er det fåre for at dei oppigjen og oppigjen tar feil. Men skulle augo deira bli opna ein gong, så ville dei straks setje opp eit reelt samfunnsrekneskap, finne fram til dei verkelege vinnings- og tapskontoane, få fram kva eit samla samfunn kan produsere og kva det samla samfunnet kan forbruke. Banksjefen ville då kunne blåse det oppdikta begrepet overoppheiting ein lang marsj.

Påbod fra Gud, den allmektige!


av "Ateist" i Aftenposten

I disse tider, hvor det heftig debatteres hva som er "Guds ord", og følgelig hva som bør være "kirkens holdning", er det på sin plass å påpeke at Gud har gitt oss mennesker en rekke påbud som vi skal leve etter. Dette gjelder ikke bare dødsstraff for homofili (3. Mos. 20:13). La meg komme med noen eksempler:

Å bli voldtatt er selvfølgelig en synd, derfor straffes voldtatte jenter enten med døden (5. Mos. 22:28) eller – dersom de var jomfruer før overgrepet – med livsvarig ekteskap med overfallsmannen (5. Mos 22:29).

Samleie under menstruasjon straffes også med døden. (3. Mos. 20:13). Samme straff gis også til dem som ikke er omskåret (1. Mos. 17:14); til ustyrlige sønner (5. Mos. 21:18); til jenter som har sex før ekteskapet (5. Mos. 22:13-21; til dem som arbeider på hviledagen (2. Mos. 31:14-17); til samtlige innbyggere i byer hvor misjonærer for andre religioner har fått praktisere (5. Mos.13:12-17); til hekser (2. Mos. 22:18); eller til dem som spiser svinekjøtt (Jes. 66:17).

Ytringsfrihet liker Herren ikke, han dreper dem som sier sin mening (4. Mos. 14:36-37).

ILuk. 16:18 sies det klart i fra at skilsmisse og påfølgende nytt ekteskap er horeri. Vil man blidgjøre Herren kan man f. eks. ofre mennesker (2. Mos. 22:29; Dom. 11:30-40), eller man kan la seg bli overstadig beruset og evt. "vise fram sin forhud" (Jer. 27:25; Hab. 2:16).

Dersom dine nærmeste ikke skulle dele din gudstro, kan du slå dem i hjel med Herrens velsignelse (5. Mos. 13:6-11).

Hva sier så Gud selv om sine lover? "Jeg gav dem forskrifter som ikke var gode, og lover som de ikke kunne leve med." Jahve i Esek. 20:25).

Og i Matt 10:34 sier Jesus Kristus om sine hensikter: "Tro ikke at jeg er kommet for å bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for å bringe fred, men sverd".

Og dette ser ut til å stemme: "Det var mange drepte og falne, for denne krigen var fra Gud." (1. Krøn. 5:22) Husk at Herrens dag er mørk, uten lysskjær (Amos 5:18-20). Man må ikke gjøre gode gjerninger, iallfall ikke så andre mennesker får greie på det, for det liker ikke Gud (Matt 6:1).

Både Gud og Jesus Kristus synes å være erklærte rasister. Gud verdsetter ikke alle folkeslag likt (3. Mos. 27:1-6; Esek 7:24), og han kan ikke fordra blandete ekteskap (Esra 9:1-2,10–12 og 10:1-3). Jesus, på sin side, mener at alle som ikke er jøder er for hunder å regne (Matt. 15:21-28). Så forskjellsbehandling av folk – apartheid om du vil – er absolutt hjemlet i skriften.

Men Herren sier ikke, så vidt jeg vet, at homofile skal nektes adgang til vigslete stillinger; de skal jo henrettes likevel, så dette utgjør nok intet reelt problem for ham. Derimot vilHerren ha seg frabedt at handikappete stiger fram til alteret (3. Mos. 21:17-23). Dette forbudet gjelder alle med en eller annen form for kroppslig lyte.

Kunne noen lærde teologer si meg hva som er kirkens syn på vigsling av handikappete? Og i så fall, om dette er i samsvar med Guds ord, som referert i 3. Mosebok?

Hva kan man slutte av dette? Dersom man ønsker å basere sine avgjørelser på fundamentalistiske tolkninger av bibelsitater, skulle det – som demonstrert – finnes hjemmel for det meste av hva en misantrop måtte begjære; fra nedleggelse av de mest merkverdige forbud, til utøvelse av de mest bisarre atferder. Det gjelder bare å lete grundig nok i teksten. Gud mener jo så mye rart, ser det ut til. Og han skifter visst mening titt og ofte. Så hvis man, på bakgrunn av hvert enkelt forbud Gud har gitt ved sine lunefulle innfall, velger å ekskludere grupper fra å inneha vigslete stillinger, vil det da bli noen skikkete mennesker tilbake?

Iløpet av de om lag 2000 år kirken har eksistert, har det utspillt sin rolle som moralsk retningsgivende for samfunnet. Dersom kirken ønsker å på ny bli en reell folkekirke, må den se til å kvitte seg med sine mørkemenn. Moderne menensker ønsker ikke å bli ledet av fanatiske fundamentalister, som tolker Skriften etter eget forgodtbefinnende.

Påbod fra Gud, den allmektige! (Svar til "Ateist")


av Oddmund Gullteig

I Adresseavisen for 6. des. -97 under "Kommentar/Debatt" skriver "Ateist" om Guds påbud til menneskene. Det som "Ateist" skriver her er vel forsåvidt en utbredt oppfatning.

Det Ateist trekkker frem av lover og påbud fra "Det Gamle Testamentet" beskriver jo den rene sadisme. Men tro ikke at jeg er rasist (et stygt og misbrukt ord) når jeg bemerker at ennå i vår tid kan en blant forskjellige kulturer finne åpenbare tendenser i forbindelse med legalisert sadisme. Vi er jo opplært til at det som står i Bibelen er Guds påbud, og må ubetinget lystres.

Det som ennå ikke er godtatt av de fleste er at Bibelen er bevissthetslivets utviklingslære. Mennesket er en utviklings-forlengelse av dyret, og i denne menneskehetens oppvåkningsperiode over flere titusener år, har menneskene lavet seg Guder (avguder) i sitt eget bilde, i sin egen fantasi.

Før dette dyret blev menneske var Gudsdimensjonen det instinktet som ledet dets atferd, og det fungerte i pakt med den virkelighet som var naturlig. Verre blev det når dette dyret begynte å bli menneske, når det begynte å få skapende fantasi. Da gikk mennesket inn i en tidsepoke hvor det diktet opp de forunderligste Guder og gudspålegg, med sin demrende fantasi. Dette kalles avgudsdyrkelse. Det vil si at menneskekollektivene innretter seg etter falske faktorer, og den utviklingsepoken er menneskeheten dessverre ennå ikke vokst ut av.

Det er beskrivelsen av denne umodne tilstanden Ateist har festet seg ved i Det Gamle Testamentet.

Når vi leser i Det Gamle Testamentet om jødenes livssyn, så må vi også være klare over våre egne forfedres brutaliteter også i vår del av verden, med heksebrenninger og vikingenes brutale herjinger, og mye mere.

Det som særpreger jødenes historie er at de mere enn andre regnet med en Gudsdimensjon, en livslovorden som måtte etterleves av samfunnshelheten, men som vi ser har de en brutal Gud.

Moses påpekte også visjonære sannheter omkring menneskedyrets famlende oppvåkning vedrørende dansen omkring gullkalven, som i følge beretningen førte til kunstige interessemotsetninger og krig. Denne dansen er menneskeheten ennå ikke ferdig med.

Etter Moses finner vi hos flere profeter i D.G.T. påpekt avgudsdyrkelsens samfunnsoppløsende effekt.

Ser vi Det Gamle Testamentet ut ifra en utviklingslæres synspunkt, så er dette skriftet en unik kilde til livsforståelse.

Vi vet at et testamente kan omstøtes da omstendigheter har gjort det uhensiktsmessig. For 2000 år siden fødtes geniet Jesus til verden. På vesentlige punkter erklærte denne opprøreren mye av Det Gamle Testamentet ugyldig i forholdet til den "eneste sanne Gud" Johs. 17:3. Det Nye Testamentet kom da som en delvis avløser og fornyer av det gamle.

Vi vet at denne åndsoppføreren Jesus ved et justismord blev dømt til døden og korsfestet for 1. Gudsbespottelse og 2. oppvigling mot loven og profetene.

Som genier flest var også Jesus foran sin tid, ja ennå foran vår tid. Derfor forkynte han sitt budskap om Guds rike som lignelser, forat budskapet kunne bevares til en moderne tid. Jesus lærte at ved han var Guds rike kommet nær ved. Dette geniet kom med en ny utviklingsbevissthet: "Guds rike er inne i eder". Denne bevisstheten ligger ennå latent i vår sjelsdimensjon, og venter på oppvåkning. Livets utvikling er dynamisk.

Jesus påpekte overfor disiplene at de ennå ikke til fullest forsto hva han forkynte, derfor sa han: "Alt det jeg har fortalt til dere har jeg fortalt i lignelser". "Dere kan ikke bære (forstå) det ennu". "Det skal komme en tid da det kan tales rett ut om disse ting".

Jødene har ennå ikke offisielt godtatt Jesus.

Ser at "Ateist" henviser til Matt. 15: 21-28 for å bevise at Jesus er rasehater. Når det henvises også til vers 28, så bør "Ateist" se at den kananeiske kvinnen tilslutt blir møtt med Jesu nestekjærlighet, og ikke apartheid som du skriver i innlegget ditt.

Vi må lese Bibelen med samme forståelse som når vi blant annet leser Ibsens "Per Gynt" om den norske folkesjelen. Gjør vi det, så finner vi i Bibelen det vi trenger for å frelse (befri) menneskeheten og Jordkloden fra det kaos som uten tvil vil vokse på grunn av avgudene, de falske faktorer, som ennå i vår tid betraktes som virkelighet.

SOMMERTREFF 1998

I dagene mellom 24/7 og 29/7 møtes vi i Haugesund på

Hendersons Park Hotel AS

til sommertreff. Siden vi har fått stor arv, så vil vi av kontoen betale hotelloppholdet for disse dagene for ca 30 tilreisende stevnedeltakere. Vi skal som før få mange fine foredrag og vi skal arrangere tur til Karmøy der vi kan få ta i øyensyn gardsbruket som Borgh. og Asbj. Torvestad har testamentert til oss. Nærmere om stevnet senere. Innmelding for deltakelse skjer i år direkte til hotellet.
Med hilsen
a.r.

ISLAND

av G. E. Bonde

I midten av tredveårene ble den tidligere norske sagaøya Island frigjort fra Danmark. Og straks gikk "fredsmennene" igang med å reformere det økonomiske og sosiale liv innen sagaøya. BDB gjorde oppmerksom på tingene i "Samfundsliv", og fremholdt for leserne: Følg nu godt med og se til hvordan utviklingen skjer på Island når det er gått noen tid. Se til om ikke Island vil oppleve de samme kriser som Vest-Eruopa forøvrig har gjennomgått. For alt er lovmessig.

Vel, vi er midt oppe i det, og vi får se.

I "Samfundsliv" har vi tatt opp arbeidet for å komme nærmere i kontakt med vår tidligere stammefrendeøy.Vi har brakt "Samfundsliv" over til enkelte abonnenter som leser norsk, likesom vi ved en utsendt spesialist har sendt over 120 av våre nytrykte bøker, utgitt og trykket etter DBs bortgang. Arbeidet har vært meget vanskelig, og vi trengte en av våre mest iherdige og energiske menn i sin beste alder til å foreta turen. Det var vår gode venn Finn Deichmann-Johannessen i Oslo som påtok seg jobben å søke kontakter på Island og bringe den store bokpakke over Norskehavet. Turen var vanskelig, først og fremst av økonomiske grunner, idet flyrutene var alt for kostbare, likesom det ene ruteskipet fra Kjøbenhavn til Reykjavik var i samme kasus. Turen måtte foretas med en leilighetsvis fraktebåt som gikk til Seydisfjord på nord-østsiden av Island. Herfra måtte vår venn ta buss, resp. fly over til Reykjavik, hvor han kom i kontakt med medlemmer av Kiwani-bevegelsen og den norske konsul. Så nå er forbindelsen istandbrakt. Vi håper at vår gode og trofaste venn har hatt utbytte av sin strabasiøse tur.

Planen er at vi til neste år har tenkt å sende over en av våre beste foredragsholdere eller to, og derved komme i kontakt med våre stammefrender. Og så håper vi at den store bokpakke og "Samfunnsliv" vil øve sin virkning. Det er språkvanskeligheten som er den største hindring, men også den må kunne overvinnes.

Ingen nåde i USA

av dr. Nils Røhnebæk

I store deler av "Guds eget land" er det åpenbart mye som ikke gjelder av det vi trodde var Guds bud og Bibelens lære.

For det første gjelder ikke det fundamentale livets bud: Du skal ikke slå ihjel! Det vil si, det gjelder for de små individer og folk flest, men ikke for de store, ikke for øvrigheten, ikke for medlemmer av benådningskommisjoner, ikke for høyesterettsdommere, ikke for guvernører som drømmer om å bli presidenter, og ikke vil tape stemmer! Budet gjelder ikke når drapene foregår i "siviliserte og kontrollerte" former; i hvite og rene rom, på "komfortable" benker, under brede remmer av topp kvalitet, når det skjer uten en synlig bloddråpe, der autoriserte dødsleger står for giftdoseringen, der godkjente vitner er tilstede etc. etc. Da gjelder ikke Guds bud! Da drepes det med kaldt blod i Texas og i 37 andre delstater i USA. Etterpå behøver en ikke engang vaske sine hender, det hele skjer med hansker, – og stil. Man har opphøyet seg til herrer over liv og død, til å ta liv på en "human og effektiv" måte! Dette er det teknisk sett perfekte mord! Og det skjer kaldt og fullt bevisst, i motsetning til den tilstand den dømte ofte var i i gjerningsøyeblikket! Og, vel og merke, dette skjer i fredstid! Hva slags lov ligger til grunn for dette barbari?Det skjer (no) med loven i hånd! Men hva slags hjerter har de som krev den, og de som anvender den?

"Det er ett som lyser over loven", sa Henrik Ibsen. Og det er ett som ligger under, som lov og bud bygges på, sa Jesus Kristus. Det er kjærligheten! På det dobbelte kjærlighetsbud "hviler hele loven og profetene", sa han! Kjærligheten er og må være budenes og lovens grunnvoll, innhold og mening. Kjærligheten er lovens oppfyllelse! Men hvor er kjærligheten blitt av i USA’s rettssystem? Hva ligger bak og under amerikansk lov om dødsstraff? Når kjærligheten er borte, blir også rettferdigheten borte. Og endog Guds bud blir bare intetsigende ord som preller av på overflaten – og forkastes! De hellige, universelle Guds bud, båret av guddommelig kjærlighet, gitt oss for livets skyld, de sees ikke og gjelder ikke i rettsvesenet i dagens USA! Det er kulden og mørket som rår!

For det andre, i tråd med dette, gjelder ikke Kristi lære om omvendelse, tilgivelse, nåde og nytt liv. For her er det nådeløse, hedenske, satt i system! Om en synder omvender seg og begynner et helt nytt liv, om en blir et nytt menneske som angrer, ber om tilgivelse og vil hjelpe sine medmennesker og bety noe positivt i samfunnet, så finnes likevel ingen tilgivelse, ingen nåde og benådning. Det mest sentrale i kristendommen gjelder ikke her, – hvor "God bless you" uttales fra politikkens talerstoler, og til og med fra guvernørens munn til den dødsdømte i det giftsprøyten beordres satt. Har en ikke også glemt budet: "Du skal ikke misbruke Herren din Guds navn, for Herren vil ikke holde den uskyldig som misbruker Hans navn"?

For det tredje er Kristi lære om menneskets enestående, ukrenkelige verdi forkastet! Her føres Guds høyeste skapninger, med ånd, sjel og legeme, kvinner og menn, ja, barn helt ned til 16 års alder, og endog mentalt syke og fra fødselen av skadede mennesker – de føres som verdiløse dyr til slaktebenken! Mens Bibelen lærer at et menneske er mer verd enn hele verden, og Kristus sa at det minste menneskebarn kan være den største i himlens rike!

For det fjerde overser en noe helt avgjørende: at det er fedrenes, autoritetenes, de toneangivendes, styresmaktenes og makthavernes egne misgjerninger som hjemsøkes på barna, det er de som er ansvarlige og avgjørende for de enkeltes oppvekst og liv, de enkelte små og ofte uskyldige! Dette får konsekvenser for generasjon etter generasjon! Konf. det 2. bud. Hvordan er det for eksempel å vokse opp for menneskebarn i Texas, i storbyer som Houston og Dallas, der Satan er sluppet løs på alle gater? Hvem har ansvaret for dette livsnedbrytende helvete? Hvem er de skyldige eller uskyldige? Hvem må det stilles de største krav til, de små og ofte vergeløse som får sine liv ødelagt fra starten av, og bukker under mentalt og fysisk i dette miljøet, eller de som har hovedansvaret for det hele? Hvor lenge skal dette fortsette? Denne himmelropende urettferdighet! Hvor lenge skal ofrene for et sykt samfunn ofres og drepes, mens de virkelig skyldige frikjennes og fortsetter sitt svarte hedenskap – mot undergangen for utallige mennesker. IUSAregnes mangt for å være "bigger than life" og derfor ofres "små og billige" liv, – for å lede oppmerksomheten bort fra det faktum at det er folkets ledere som har spilt fallitt?

Jeg roper derfor som Emile Zola for hundre år siden: "J’accuse!" Og anklagen går til urettferdighetens fanebærere og de ansvarlige i USA, i politikk, folkeveiledning og åndsliv, og også til kirkene som ikke har maktet å undervise makthaverne i noe av det mest fundamentale i Bibel og kristendom! Og som har frikjent øvrighetene i tusener av år!

Dette er skrevet til minne om Karla Faye Tucker som ble drept i Texas i natt (norsk tid), av såkalte siviliserte og såkalte kristne mennesker. På himmelen over USAs henrettelseshovedstad står det skrevet med ildskrift i denne natt:

Mene, mene, tekel, ufarsin! Hør denne dom du falske øvrighet! Du som har opphøyet deg mot himmelens Gud, avsatt Herren som høyeste autoritet og prist dine avguder! Dine dager er talte! Du er veid og funnet for lett! Dan. 5.

Halldor Kjiljan Laxness

av KØd

Laxness, Halldór Kiljan, f. 1902, islandsk forfatter. Debuterte i 1919 med en roman i nyromantisk stil, Barn náttúrunnar" (Naturens barn). Laxness konverterte som ung mann til den katolske kirke og bodde en periode i kloster i Luxembourg. Hans katolske orientering er en understrøm gjennom deler av forfatterskapet. I 1927 kom hans første hovedverk, romanen Vefarinn mikli frá Kasmír, som også er Islands første bidrag til europeisk modernisme. Romanen er preget av ekspresjonisme, og av veksling mellom realistiske og drømmeaktige partier. Diktsamlingen Kvædakver (1930) representerer også et radikalt brudd med de tradisjonelle versformer som inntil da hadde vært så godt som enerådende i islandsk lyrikk.

På denne tiden ble han overbevist venstresosialist, og i de store romanene han skrev i 1930-årene, Salka Valka (1931–32), Sjálfstætt fólk (1934–36) og Heimsljós (1937–40), er den eksperimentelle modernismen erstattet av sosialrealisme og sosialt engasjement. Noen av Laxness’ romaner bygger på historiske kilder, f.eks. romanserien Islandsklukkan (1943–46) og Gerpla (1952), den første et mektig epos om nasjonal undertrykkelse og frihetslengsel lagt til 1600- og 1700-tallets Island, den andre en storslagen satire over sagalitteraturens helter og heltedåder, bl.a. med Olav den hellige som en av hovedpersonene. I 1948 gav han ut Atómstödin, som er et tydelig angrep på avtalen om NATO-basen i Keflavik og på amerikansk innflytelse på Island. I denne romanen finnes innslag av taoistisk tenkning, noe som også kan spores i de senere bøker (f.eks. den tragikomiske kunstnerromanen Brekkukotsannáll, 1957).

I 1960-årene blir hans diktning igjen mer preget av formell eksperimentering, bl.a. i noen absurdistiske teaterstykker med handling lagt til samtiden og i romanen Kristnihald undir jökli (1968), som er skrevet i en original rapportform. Laxness har også skrevet noveller og en rekke artikkel- og essaysamlinger om samfunns- og kulturspørsmål, for eksempel Vettángur dagsins (1942) og Skáldat´mi (1963), i den sistnevnte finnes hans ideologiske oppgjør med sovjetkommunismen.

Fra 1960-årene blir Laxness mer opptatt av enkeltindividet og av filosofiske problemstillinger enn i den foregående sosialrealistiske perioden. Han interesserer seg samtidig mer for hjemsted og lokalsamfunn, f.eks. i bøker som Innanveitarkronika (1970) og I túninu heima (1975). I 1980-årene kom flere bøker med selvbiografisk innhold. En rekke av Laxness’ romaner er dramatisert og filmatisert.

Halldór Laxness’ posisjon som Islands ledende forfatter i moderne tid er ubestridt. Hans bøker er oversatt til en rekke språk, mange også til norsk, og han regnes som en av verdenslitteraturens store fortellere. Hans stil, emnevalg og tonefall er svært variert, alt fra de vakreste lyriske skildringer over det burleske og eksperimentelle til det absurd komiske og det engasjert refsende. Det er imidlertid alltid en sterk etisk kraft og en ofte sviende intellektuell rederlighet til stede i hans diktning. I 1955 ble Laxness tildelt Nobelprisen i litteratur; 1969 fikk han Sonningprisen.

Litt.: I. Eskeland, HKL Menneske og motiv (1955). P. Hallberg:Skaldens hus (1956); A. Keel: Innovation und Restauration (1981); E. Sønderholm: HL (1981).

Har vi en fremtid?

av Ejnar Langkilde

 

Aldrig før har det store flertal af befolkningen oplevet en sådan rigdom af tekniske hjælpemidler som i dag, hvor alle, som er i arbejde føler det som en selvfølge, at de skal have bil, telefon, fjernsyn, video og snart også computer.

Men samtidig har vi problemer: Den velfærdsstat, som vi har pralet af, er ved at smuldre for os. Det ser ut til, at hverken vi eller tilsvarende stater har råd til at opretholde den velfærdsstatus, som vi mener svarer til vor tekniske utvikling. I grunden er det blot et spørgsmål om en mere retfærdig fordeling. Men hvordan, for vi er alle umættelige i vore krav, og vi har teknik til at kunne opfylde dem. Men vi er ved at blive klar over, at det vil gå ud over de resurser og den jord, som vore efterkommere skal leve af, så måske er det nødvendigt, at vi standser op og ser på, hvad der er nødvendigt, og hvordan vi kan undgå at forurene vor jord og fylde den med affald. Dette må vi forsøge at genbruke. 

Henry George

"Samfundsøkonomi er det ikke nødvendig at studere på universitetet, man kan bare studere sine omgivelser". Sådan skriver Hendry George et sted, og han, som levde fra 1839 og til 1897, havde rig lejlighed til at opleve samfundets udvikling. Han fødes i den gamle østlige del af USA og fulgte som ung guldgraver strømmen til Vesten, hvor han oplevde opkomsten av San Francisco. Hans liv var en lang kamp mot de monopoler, som gang på gang forøgte å hindre hans journalistiske virksomhed. Han døde under en valgkamp om borgermesterposten i New York, hvor han satte sine sidste kræfter ind, skønt han vidste, at han ikke havde chancer for at blive valgt. Men han vidste også, at han havde afsluttet sit hovedværk "Fremskridt og Fattigdom" allerede i 1879. Heri påviste han, hvorfor fattigdommen følger fremskridtet under det gældende sociale forhold, og han spår, at der vil opstå en slum omkring alle storbyer, hvis man ikke ændrer den gældende økonomi. I dag kan vi se, i hvor høy grad han fik ret, trods det at industristaterne har ekportert meget af deres fattigdom til ulandene.

Selv om han naturlivis ønskede slavernes frihed, så indså han, at de derved let kunne komme fra asken og i ilden. Så længe de var slaver, måtte slaveejeren underholde dem hele året. Når de blev frie, kunne han sende dem på landevejen, når der ikke var arbejde. 

Arbejdslønnen.

Spørgsmålet om, hvorfor lønnen var højere i de nye lande, satte ham i gang med at studere samfundsproblemerne, og han fandt så ud af, at så længe der var fri jord at finde i de nye lande, så kunne arbejdslønnen ikke holdes nede. Men han så også, hvor hurtig al jord i USA blev beslaglagt, selv om den ikke blev dyrket. F.eks sikrede jernbanerne sig jorden langs de nye jernbanelinier, og Henry George så, hvordan tilflytningen av mennesker fik jordpriserne til at stige. Derfor indså han, at alle menneskers lige ret til jorden kunne praktiseres ved, at jordrenten opkrævdes af samfundet til dækning af dettes udgifter, så kunne alle andre skatter afskaffes. Han blev kendt over verden for desse ideer, og han var i England og Irland flere gange for at tale herom. I Irland så han, hvordan englænderne havde opkøbt jord og sendte fattige irere til USA under en hungersnød. Han nåede også til Australien. dansken Jacob Lange var en af de første, som førte hans ideer til Danmark. Men trods de logiske tanker, så var monopolerne og egoismen overalt for stærke, til at man kunne praktisere hans ideer. 

Problemernes årsag

Det er Henry Georges store fortjeneste, at han søgte problemernes årsag. Noget som kan anvendes på mange andre områder som f.eks sundhet. I det voksende amerikanske samfund så han tydeligt, at årsagen til fattigdommen var, at de første eller stærkeste beslaglagde jorden og så kunne bestemme betingelserne for de senere ankomne, da først al jord var beslaglagt. I USA gik det, som Henry George havde forutsagt: Omkring de store byer er der slum og kriminalitet, middelsklassen lever i frygt og bevæbner sig i dag, og det i verdens rigeste land, som stadig sælger våben til utlandene for at de rige kan tjene penge og arbejderne ikke bliver abejdløse. Vi taler så meget om demokrati, men demokrati kræver oplysning, om man ikke skal følge demagoger, og hvad er demokrati værd uden økonomisk demokrati? Dvs, at menneskerettighederne skal udvides til lige ret til at være her på jorden. 

Udviklingen i Danmark

Oprindelig blev skatten i Danmark opkrævet af produktionsmidlerne, der jo degang næsten kun var jorden,(Der var også Øresundstolden og told ved byportene, som gav indtægt til kongen og byerne). Bønderne måtte betale tiende til kirke og herremænd, som havde tilegnet sig jorden, og tiende blev ofte taget direkte fra marken. På et tidspunkt blev al dansk jord vurderet for at værer grundlag for en retfærdig skattefordelling.

Vi har i Danmark haft et par ret store reformer. I middelalderen var næsten en trediedel af jorden kommet at tilhøre kirker og klostre, som snart satte det over styr til herremænd, ofte fremmede. Senere kom så bondefrigørelsen, hvor bøndene fik ejedomsret til deres jord, mens husmænd kom til at slide på herregårdene.

Da bønderne fik magt, ville de have den forhadte og forældede jordskat afskaffet, og de fik i stedet skat på indkomst. Der var enkelte, som påviket af Henry George indså det tåbelige heri (Køgeresolutionen ca. 1905), men bønderne fik deres vilje og den væsentlig skat blev lagt på indkomsten.

Nu er det jo en kendsgerning, at skat på fast ejendom forringer dennes værdi med den kapitaliserende sum, så alle ejendomsbesiddere har modsat sig denne skat. Men resultatet blev, at ved hver handel måtte prisstigningen belånes, jordrenten bliver stadig betalt, men nu til en anomym lånekapital, og så må ejeren betale skatten oveni. Derfor endte det med, at den skatteomlægning, som skulle gøre frie, gjorde dem til prioritetsbestyrere i stedet.

Fagforeningerne blev stiftet for at arbejderne kunne få ordentlig betaling for deres arbejde, men efterhånden som alle kom i fagforeninger og fik lønforhøjelse, så steg varene tilsvarende i pris, og når der lægges moms ovenpå, så kommer lønstigningerne let ut til at virke negativt. Men dette har man ikke bemærket på grund at den stigende teknik, som har muliggjort billigere vareproduktion og en langt højere levestandard, end vi har kendt tidligere, men det er dog et faktum, at husleien i dag utgør en langt større del af en families udgifter, og at der nu skal to indtægter til at opretholde en families normale standard, men en arbejder for 50 år siden regnede med at kunne forsøge en familie. Dette vil med andre ord sige, at prisforhøjelserne sluger lønsforhøjelserne. Ikke mindst huspriserne er steget, så 50 år gamle huse er 10-doblet i pængeverdi, og på det nyeste har man sparet, så skal renoveres for umulige beløb. 

ProduktionsomkostniGnerne

Hvis vi tænker os, at vi deler de omkostninger ved produktionen i et land, som bestemmer dens pris, så er der omkostninger til materiale, til løn, transport og handel. Disse pænger går direkte ud i omsætningen, men kan kun købe en del af produktionen, for der er også en stor utgift, som hedder forretning. Via huslejen går også en meget stor del af lønudgifterne til forretning. Disse penge går til bank eller kreditinstitutioner, og først når disse igen er udlånt, kan sidste varer sælges, når der er balance i udenlandshandelen. Der skulle jo være balance mellem omkostningerne og købsprisen på varerne. Men det viser sig nemlig efter statistikken, at renten ikke bliver anvendt til forbrug , men til nye lån. Statistikken for over 100 år, der år for år er nøje undesøgt af ing. Ottar Byrge, viser, at gælden gennoemsnitlig stiger med rentens beløb. Her tales om den samlede private og offentlige gæld, som i 1872 udgjorde 0,44 mia kr., i 1950 24 mia kr og i 1992 3000 mia kr. Tallene for de enkelte år og til de forskellige institutioner findes i et tabelværk. Nu er en stor del af denne gæld til vore forsikrings- pensions- og strejkefode. Disse drives efter helt kapitalistikse synspunkter, og det er jo i grunden vore egne penge, som vi der skal forrente.

Her er den væsentigste årsag til inflationen, som desuden støttes av de 2 overnævnte faktorer. Inflationen har givet alle ejere af fast ejendom en skattefri og Arbejdsfri fortjeneste på andres bekostning. Her ligger årsagen til den omkoststigning, som truer vor konkurrenceevne ovenfor Øtslandene, hvor arejdslønningerne endu er en brødel at vore. Dette betyder, at vore værfter lukker, danske skiber bemandes med fremmed mandskab, nu vist også officerer, vore bedste virksomheder flytter afdeling efter afdeling til lande med lav arbejdsløn, vi har bindt os selv ind, at vi kan klare os med den høje uddannelse, men praksis viser, at asiaterne er mindst lige så dygtige til at fremstille de tekninske varer. Vi ser nu, hvordan de høje omkostninger ved arbejde truer vore servicefunktioner. Der skal spares på hospitlerne, der skal rationaliseres i virksomhederne, hvordan skal vi klare den udbygning af skolevæsenet, som kræves i dag? Jernbanerne lukker stationerne, så man i weekender ikke kan komme i husly og kun kan købe billeter i automater. (Fra min barndom husker jeg 1-klasses ventværelse med plysmøbler på en landstation! Da var der service).

Det høje omkostningsnivaeu betyder, at meget arbejde ikke kan udførers, skønt vi har ledig arbejdskraft nok. Lad os forestille os, at en mand har et arbejde, som en nabo vil gøre "sort" for 100kr. Skal det gøres legalt skal det koste 200kr mindst med stak og moms, og skal manden betale de 200kr for det, må han tjene 400 kr, for han skal også betale skat. Resultatet er, at kan det ikke gøres sort, bliver det ikke gjordt, eller han må gøre det selv. Derfor må fremtidens raske pensionister indstille sig på unden ekstra vederlag at støtte det sociale arbejd, for der skal spares overalt. Årsagen er, at det offentlige har pådraget sig en gæld på mindst 150.00 kr for hver eneste dansker, som gennem skat skal forrente den foruden den private, som han må betale via husleje eller rente af bolig. Det er forretningen af denne gæld, som truer med at kvæle vort velfærdssamfund. Vi ser hvordan det offentilge sælger ud af sine værdier, fordi de mangler penge. Så skal der privatiseres, dvs, at man skal lokke købere til, som håber på profit ved aktieutbytte o.l. Statslån er falske veksler. Et alminnelig samfund kan ikke bygge broer, før den materielle opsparing er sket. Det vil sige, at vi har eller undervejs får de nødvendige materialer og underhold til arbejderne. Således er den materielle opsparing allerede sket, når broen bygges. Men med det nurådene system er det viktigste at man kan låne de nødvendige penge, gerne af udenlanske banker. Man har store ønsker om fremmed investering, hvilket jo reelt betyder forretning til fremmede og større afhængighed af fremmed kapital. Dette betyder, at man med forretning kommer til å betale 3-4 broer for en, og så må man naturigvis låne til den neste.

Jeg så for nylig en artikel med overskriften: "Velfærdstaternes endelig", hvori forfatteren viser, at uanset hvilket politisk styre, så trues velfærden i disse stater (Vesteuropa og USA) af at kveles i gæld, for de har ikke haft politisk mod eller mulighed for at opkræve den nødvendige skat. 

Optimisme eller pessimisme

Som nævt, kan den sidste del af produktionen ikke afsættes, før renterne er lånt ud i samfundet. Når menneskene er optimistiske og låner rigelig, så kommer hjulene i sving, men i regelen afløses det af perioder med pessimisme, og hvis der ikke lånes tilstrækkelig eller de sidste varer afsættes til udlandet, (heraf opstår kampen om markeder), så må enkelte virksomheder lukke, varene kan ikke sælges, arbejderne bliver arbejdsløse og har ingen købekraft, og det kan brede sig, som vi oplevde det i 30-erne med vareoverflod, som ikke kunne sælges og sultende arbejdsløse mange steder på jorden. Så kom krigen og afskaffede arbejdsløsheden i USA , mens vi blev tvunget til at arbejde for tyskerne. Man tjente godt, men der var få varer at købe, så nogle fik afviklet en del gæld, andre mistede fortjenesten, da tyskerpengene blev inddraget. Men Hitler havde vist, hvordan han med penge kunne plukke gæssene. Tænk om systemet ikke var brugt til krig, men til fredlige formål, så var tyskerne blevet sejerherrer i en fredlig konkurrence, men de blev det alligevel efter krigen. Var det fordi de i en årrække ikke måtte have militær?

Under krisen i 30-erne blev afgrøder brændt, for at holde priserne oppe, prodktionen af svin her i landet blev stærkt bergrenset. Nu har vi igen overflod av varer nogle steder på jorden, mens millioner dør af sult andre steder, hvor de ikke har penge til at købe for. I dag hænger hele verden sammen, og det stigende befolkningstal vil uvægerlig få fødevarerne til at stige. 

Den såkaldte kristne verden og ulandene

Gennem de sidste 400 år har den kristne verden missionert og udbyttet den øvrige verden, og så forlanger den nu, at de andre skal respektere vor nye opfatelse af menneskerettigheder. Kultur efter kultur blev ødelagt av kristne, hvoraf nogle måske var mer etiske. Vi kan tænke på indianerhøvdingen Seattles brev til den amerikanske præsident fra 1854, hvori han taler om sit folks samenhæng med den jord, dens dyr og den natur, hvor de lever, og han beder de hvide passe godt på jorden og ikke drive rovdrift på den.

I bibelen kan vi læse:"Som du sår, skal du høste!" Hvad har de kristne sået? Stadig sælger de våpen til ulandene. Hvilken høst kan vi vente? Tænk hvilken gavn de penge kunne gøre, som nu bruges til våpenproduktion. Hvorfor søger man ikke å skape tillid i stedet for frygt?

B. Dybvad Brochmann (død 1956)

var en norsk gartner og samfundspsykolog. Allerede før 1914 lagde han mærke til, hvordan vareoverfloden ville føre til kamp og krig om markederne. Han gjorde opmærksom på, at samfundet virker som en organisme, men at staten nærmest snylter på samfundet. Han påviste, hvorledes vore ulykker, krige og fattigdom skyldes forkert tænkning, og at vi tilbeder de falske guder som er penge og makt. Med hensyn til økonomien foreslog han bl.a "det lønsomme prisfald", for jo billigere vi kunne arbejde for hinanden, desto mindre var der mulighet for utbytning. Han angrep kirke og stat for at ikke følge Jesu budskab om nestekærlighed og retfærdighed.

Det sunde menneske er en fuldkommen organisme, hvor alle organer tjemer helheden. Blodet sørger for næring til alle organer og bortskaffelse af affald. Hvis blodet hobes op nogle steder og f.eks ikke når til fødderne, opstår der koldbrand, som tuer hele organismen. Således er samfundet også en organisme, hvor pængestrømmen svarer til blodet, hvis nogle holdes udenfor og ikke kan arbejde eller opnå livsmuligheder, så kan det true hele samfundet med opstand eller revolution eller sultedød. 

Menneskenes udvikling og religionen

Fra dyrene har menneskene arvet instinket for kamp og overlevelse og den deraf følgende egoisme. Gennom årtusinder har religiøse vejledere og profeter og vismænd forsøgt at lære menneskene humanisme og retfærdighed..

"I begyndelsen var ordet, og ordet var Gud..."

Vi kan også sige, at i begyndelsen var tanken. Enhver menneskelig skabelse begynder med en tanke, en idé. Ser vi på alle naturens underværker, som trods alt langt overgår den menneskelige skaberevne, kan man så andet end sige, at der må være en mening bagved? - Er det ikke dette, som menneskene har kaldt Gud, Allah eller noget andet? Menneskene har altid haft et religiøst instinkt, som fik dem til at tro, at der var guder bag naturens kræfter, som de ikke forstod. Derfor skabte de sig frugtbarhetsguder, regnguder og så videre, som de tilbad of ofrede til for at få hjælp. Paradismyten fortæller om, hvorledes menneskene forlader det dyriske stade, hvor der ikke er forskel på godt og ondt, fordi dyret utelukkende lever efter sit instinkt. Men kendskap til godt og ondt og til løgn af angst for at ikke vedstå sine gerninger, begynder den mennesklige udvikling. Det dyriske instinkt bygger kun på den stærkestes ret, og dette ligger stadig dybt i menneskene, at de trodser alle gode formaninger fra profeter og vismend fra alle tider.

Moses, som havde til opgave at gøre en flok slaver til et frit folk, gav dem først de 10 bud, som er nødvendige i ethvert ordnet samfund. Men han gav den også mange strenge love, hvor man særlig må lægge merke til loven om jubelåret for hver 50 år, hvor al gæld skulle eftergives, slaver frigives og jord tilbagegives til slægten. Desuden var der bestemmelsen om at, landet skulle ledes af dommere og ikke af konger. Da folket senere forlangte at få en konge, forklarede Samuel forgæves, at det ville betyde, at de kom til å betale skat til kongen og slave for ham. Et par slægtled senere udskrev kong Salomon tusinder til tvangsarbejde for at bygge tempel og kongeslot - og senere opløstes landet under kongernes kampe. Men Moses’ gud var en stammegud.

Gennem århundrer kunne millioner af troende finde trøst ved kirkens dogmer og i de kolosale kirker og templer og moskeer for andre religioners vedkommene, men mange voksede fra troen og kunne ikke mere tro på de gamle ulogiske dogmer og "smed barnet ud med badevandet". De blev ateister eller ikke-troende, og nutidens Guder bor i bank, -forsikrings- og børspalæer. 

Kapital

Den reelle kapital består af vore fabrikker, maskiner, redskaber, veje, jernbaner osv. Men for at kunne skabe alle disse funktioner, har man måttet låne af de mennessker som har tilegnet sig den første rigdom. Det er blevet almindeligt, at der skal lånes til alt, og så er der på baggrund af den reele kapitalopstået en passiv kapital, som består af aktier, obligationer o.l. Denne kapital kunne man godt brænde, uden at verden blev fattigere af den grund, men i det moderne liv er den meget afgørende, og den lille gruppe, som behersker denne, behersker på en måde verdensøkonomien, i hvetfald menneskene tror på deres teorier.

I grunden er det ligegyldigt, hvem der ejer virksomhederne, blot disse udnyttes til samfundets bedste.

Henry Ford I tog hensyn til sine arbejdere, han satte lønene op, så de også kunne købe biler. Hvem skulle ellers aftage masseprodiktionen. Han forsøgte at gøre sig fri af fremmed kapital og indså manglerne ved tidens samfundsøkonomi, og han troede, at industrien kunne afskaffe fattigdommen. Men meget få foretagender drives efter hans idealistiske principper. Nu er det bare profit, og kampen derom koster kolossalt f.eks i unødvendig reklame, men i forretningslivet tager fanden den, der ikke følger med. 

Fremtiden

Vi har oplevet et kolossalt teknisk og materielt fremskrid takket være et videnskabelig studium af lovene i den materielle verden. Men samfundene imellem lever endnu i høj grad efter vikingmoralen, selv om vort retssystem og sociale love er præget af kristen tænkning og er bevis på stigende humanitet. De fleste jævne mennesker ønsker bare at få arbejde og leve i fred, men de kan gribes av frygt, som den sterke udspreder for at opnå profit. Vi kan f.eks. tænke på den hysteriske kommunistforskrækkelse, som siden den sidste verdenskrig har behersket USA og delvis også andre lande til stor støtte for våbenproduktionen.

Det er naturlove også for de menneskelige samfund. Det var Hendry Georges fortjeneste, at han afdækkede dem, men de er jo stort set det samme, som alle store vismænd, profeter og verdensgenløsere gennem årtusinder har forsøgt at lære disse folkene.

"Elsk din neste som dig selv!" - "Søg Guds rige og hans retfærdighed, og alle ting skal gives dig!" osv.

Vi har i dag de tekniske mulighederne for at skabe et paradis på jorden, men teknikken kan også bruges til at ødelægge alt.

Denne teknik er skabt, fordi menneskene har lært at udnytte naturlovene på det materielle plan. Udviklingen af den moderne teknik har krævet enorme kapitaler. Disse er oftest skaffet til veje ved løfte om profit, og handelen med værdipapirerne har den allerstørste indflydelse på verdenskonjunkturerne, her er det, at spørgsmålet om optimisme eller pessimisme kan bestemme verdenskriser, og nogle få kan bevidst få kurser til at stige eller falde for at opnå profit. 

Penge

Penge er et uundværeligt middel i omsætningen, hvor de jo er en målenhed som er metermål. Men medens et metermål er en fast enhed, så er pænge desværre temmelig elastiske og udsat for spekulationer. Vi kan jo konstatere, hvorledes forretningen af penge har medført stigende omkostninger og dermed en stadig forringelse af pengenes værdi ved inflation og til tider det modsatte. Inflationen giver nogle arbejdsfri og skattefri fortjeneste på andres bekostning. Derfor burde penge kun være bevis på udført arbejde, så ville det jo blot betyde, at en mand med mange penge endu ikke havde hævet løn for sit arbejde. For tiden er det meste et tegn på, at han har haft lejlighed til at tilegne sig profit på andres bekostning - eller været meget sparsommelig og nu er i stand til at udbytte andre. 

Renter

Ved at studere Danmarks statistik over den økonomiske udvikling gennem de sidste 100 år fandt Otto Byrge ud af, at gælden i Danmark steg med rentens beløb fra år til år foruden, at den giver anledning til magtkampe for at få de sisdte varer afsat. Derfor må renten ud i samfundet uden at stifte ny gæld, dvs. at renten skal andvendes til samfundsutgifterne og erstatte skat på arbejde og omsætning, som også er inflationsskabende.

 

Et rationelt og utopisk forslag

Jeg vil her fremsette et rationelt forslag, rationelt fordi det er mere i overensstemmelse med naturloveneend vort nuværende system. Utopisk fordi menneskene stadig er for egoistiske til at acceptere så vidtgående tanker.

 

Det bedste en rig mand kan gøre for en fattig, er at sørge for, at han får udbyttet af sit eget arbejde. Dette medfører, at al arbejdsfri intægt er tyveri af andres arbejdsutbytte og bør derfor afskaffes. Jordrenten er ikke en arbejdsintægt, men resultat af menneskers tilstedeværelse og bør derfor deles mellem disse.

Grundtvig skriver vist et eller andet sted, at ethvert folk er sit lands rette grundejer.Ifølge menneskerettighederne, som vi alle anerkender, så skulle alle mennesker jo have lige ret til at være her på jorden. Henry George påviste, hvordan jordens verdi afhang af menneskenes tilstedeværelse, og hvordan man kunne praktisere alle menneskers lige ret til jorden ved at opkræve jordrenten til samfundet, og så afskaffe al skat på arbejde og omsætning. Jordrenten er følgelig ikke en arbejdsforteneste og bør fordeles ligt mellem menneskene. I det moderne samfund, hvor penge spiller så stor rolle, er det ingen grund til at skelne mellem jordrente og rente af fast ejedom. Det vil gavne alle mennesker, om jord og fast ejedom ikke mere kan være et spekulationsobjekt.

Det er en kendsgerning, at skat på fast ejedom formindsker dennes verdi, mens skat på arbejde omsætning forhøjer varenes pris.

Ud fra dette følgende:

Vi adskaffer al skat på arbejde og omsætning og ertatter den med renten af alle lån i fast ejedom. Renten heraf deles mellem stat og kommuner til at bestride de offentlige udgifter, principielt tilhører renten med lige stor andel hver borger, men det foreslås, at der gives borgerløn til børn og pensionister og unge i et bestemt antal år til uddannelse og at arbejdernes andel bruges til andre offentlige udgifter. Kredittorerne får deres tilgodehavende på en rentefri konto i en samfundsbank, som de kan overføre til andre, men kun hæves i løbet af en årrække. Da denne reform vil medføre en halvering af lønninger og priser, må kreditorenes tilgodehavende pristalsreguleres, da de ellers ville opnå en urimelig fortjeneste.

Samfundsbanken skal have eneret på udlån i fast ejedom. Lånene skal ikke afdrages, men reguleres om nødvendig. Ejendomene skal handles frit som nu og belånes til 80% af værdien og hvor så resten er ejerens sikkerhed for vedlikeholdelse. Friværdier i ejendomene skal efterhånden indgå i forretningen, men ejerne af disse ligestilles med andre kreditorer. Banker eller sparekasser kan tage mot opsparinger og udlån til biler, maskiner o.l. Bedst var det om samfundsbanken har selvstyrede filialer i hver kommune. Forsikringsselskaber må naturligvis omregne deres takster, da de ikke får mulighet for renteudbytte, muligvis kan de blive overflødige, når samfundet får råd til at tage over deres oppgaver.

For samfsundet bliver det en mængde administration overflødig. Vi kan jo tænke på forskellen mellem at administrere skat og kreditrenter i dag. Der kan blive mulighed for et fast beløb som borgerløn til hvert barn, den store nedsættelse af omkostningerne vil blive af stor betydning for konkurrence på verdensmarkedet og forhindrer et økonomisk sammenbrud, så alle parter vil sikkert være tjent dermed, også dem, som det tilsyneladene går ud over. Da nogle få kan udføre det praktiske arbejde med at skaffe vore fornødenheder, som vi sikkert kommer til at spare af hensyn til de fattige i verden, så må vi være indstillet på at deles om arbejdet, så får alle noget at lave og der bliver muligheder for bedre service, når vi får mindre omkostninger. Arbejdstiden vil kunne nedsættes og fordeles meget bedre end nu.

I dag må hele verden samarbejde, og EU er et forsøg på at få samarbejde i Europa, men EU i dag er jeg bange for, at monopolkapitalens lobbyister har for meget magt. Et projekt som den foreslående vil ikke kunne tillades af EU. Jeg synes, at det kunne være et eksempel også for de fattige lande, men så længe disse beherskes af kortsynede egoister, er der ingen chancer.

I bogen "Ingen tør kalde det en samansværgelse"af Gary Allan, som udkom 1979, beskriver han den lile klike, som er i stand til at beherske verden, så længe folk ikke aner, hvad der foregår. Men de mægtige har midler til at købe eller tvinge åbenmundede til taushed, og så længe vi har det så godt, som vi jo har det i dag, lader vi å stå til, og så må vi tage følgerne og lære af dem.

Hvorfor forsvandt alle de store riger? Babylon, Nineve, Persien, Egypten og Romerriget? Dette undersøgte Oswald Spengler og kom til den slutning, at også vor kultur stundene mot en slutning. Omkring den første verdenskrig var det vist, at han skrev i sin bog om "Aftenlandenes undergang". Jeg læste en lille dansk oversættelse "Er vor kultur dødsdømt". Den beskrev vort århundrede som krigenes og opløsningens århundrede. Han mente, at kulturene gik til, når befolkningene samledes i storbyer. Et andet sted skrev han: "Ethvert menneskligt fremskrit er en kamp mod naturen, men den er den stærkeste og vil sejre tilsidst!" Men vi kunne jo også forsøge et bedre samarbejde med naturen og naturlovene. Vi har muliheder som aldrig før, men skal vi udnytte dem, må vi forlade vor egoistiske og profithungrige tankegang.

Da Roms kultur forsvandt, bød man på brød og skuespil, kirken kom til at samle stumpene og fik stor indflydelse i Europa. Kan vi overleve på TV-spil og fodboldkampe, underholdning, lotto o.l.? Ja rundt omkring findes mange spirer om nytænkning, men kan disse bryde igennem den almindelige ligegyldighed for problemerne? Vi har det jo alt for godt!

Tilbake til SAMFUNNSLIVs hovedside